Efterårsferien startede med den annoncerede MobileDag og workshop. Initiativtager og workshop-bestyrer var billedkunstneren Søren Koefoed, hvis skulpturer man, sammen med Lars Skov Nielsens lysende hvide marmorskulptur, stadig stod og i haven til glæde for de fremmødte.
På mobiledagen blev de lange borde hurtigt fyldt med alle former for skrot og værktøj, og ud af bunkerne voksede fantasifulde og smukke mobiler af ståltråd, metal, strandsten med huller, CD´er, cykelhjul og mange andre materialer. En efter en blev mobilerne hængt op i træerne, hvor vinden tog fat og satte bevægelse i kunsten. Hvad enten man var aktiv deltager eller bare kom for at kikke på, så var det en sjov og dejlig Kunsthusdag i strålende efterårssol.