Aktiviteter 2011

TISVILDE JULEBY 10.-11. december 2011

De to første weekends i december, den 3. – 4. & den 10. – 11. omdannes Tisvilde for andet år i træk til Tisvilde Juleby. 51 TisvildeKunsthus-udstilling & HaveNissernesudvandring.

På Tisvildeleje Cafeen udstiller 51-kunstnerne:
Margrethe Hansen, Katrine Pommer Strøyberg, Trine Preisler, Anne-Marie Valton, Jan List, Hanne Aagaard Jensen, Claus Hoffenblad, Rasmus Pape, Mikkel Pape, Trine Pape, Pernille Kondo, Pia Vestmar, Lise Runge og Birgitte Albrechtsen.
I det arbejdende værksted inviteres børnene til at lave deres egne julekort. Lørdag den 3. og søndag den 4. december mellem 11.00 og 16.00.

Smuk julegaveidé:
51 Tisvilde Kunsthus står bag Tisvildes Kunstkalender 2012. Den er netop kommet frisk fra trykkeren, og kan købes på udstillingen og andre´ julede´ steder for 120 kr. Overskuddet går til etablering af 51 Tisvilde Kunsthus. Se originalværkerne på udstillingen på Tisvildeleje Cafeen.

05_2011_Jul_kalender1100

KunstHaveNisser
er et hidtil ukendt begreb. Nogle af 51-kunstnerne har i løbet af november måned bearbejdet 16 store havenisser (de kendte TV-HaveNisser) kunstnerisk.
Den 3. december, når Julebyen åbner, udvandrer de transformerede HaveNisser fra Stalden, Hovedgaden 51, og dukker uventet op forskellige steder i løbet af de fire Julebydage:
For eksempel står de foran borgmesteren og lytter til hans åbningstale, sidder på et par sæder i biografen og ser en god julefilm, bænker sig rundt om et bord i bistroen, står på rad og række i klitten og kikker ud over havet, sidder i veterantoget og helt sikkert også i den lille julebus, der kører rundt i Nissevilde, snakker med andre nisser på Præstebakkegaard, får måske en tur på en af MC´ernes motorcykler, og besøger forretninger, telte og cafeer.  Kunstnerne bag KunstHaveNisserne er: Pia Falck Pape, Margrethe Hansen, Claus Hoffenblad, Katrine Pommer Strøyberg, Rasmus Pape, Hanne Aagaard Jensen, Hanne Stender, Søren Brøns og Mikkel Pape.

Find HaveNissen-konkurrence for børnene den 3. 4. og 10. december kl. 13.
Mødested: 51 Tisvilde Kunsthus ved Stalden, Hovedgaden 51. Alle børn får et lille bykort med afmærkede steder, hvor havenisser har tradition for ofte at dukke op. Der er nisse-præmier til de børn der finder havenissen først.

HaveNisse Auktion med kunstneren
Kenn André Stilling som NisseAuktionarius.
Søndag den 11. december kl. 14.30
HaveNisseAuktion på Tisvilde Højskole, hvor 16 KunstHaveNisser sælges til højstbydende. Overskuddet går til etablering af 51 Tisvilde Kunsthus. Auktionarius er billedkunstner og forfatter Kenn André Stilling, der ud over sit mangeårige kunstneriske virke er kendt som den, der etablerede Café Sommersko, Café Dan Turèll, Café Victor m.fl. i København, som redaktør på tidsskriftet Victor B. Andersen´s maskinfabrik, fra TV-serien Steno og Stilling – om Danmarks Mindesmærker, og senest som initiativtager til og kunstner bag den store Alfabetskulptur på DanTurèlls Plads, Vangedes nye vartegn – til minde om hans mangeårige ven Dan Turèll.
Kom og byd på en unik KunstHaveNisse!

51 Tisvilde Kunsthus takker følgende sponsorer og tilskudsgivere: Scantoy A/S, Gubis´s Krambod & Hobby, Gribskov Kommune, Kulturrådet, Tisvilde Højskole – og for godt samarbejde med Julebyens sekretariat.

KUNSTEN AT BEVÆGE SIG – MOBILEDAG

16. oktober 2011
Efterårsferien startede med den annoncerede MobileDag og workshop. Initiativtager og workshop-bestyrer var billedkunstneren Søren Koefoed, hvis skulpturer man, sammen med Lars Skov Nielsens lysende hvide marmorskulptur, stadig stod og i haven til glæde for de fremmødte.
På mobiledagen blev de lange borde hurtigt fyldt med alle former for skrot og værktøj, og ud af bunkerne voksede fantasifulde og smukke mobiler af ståltråd, metal, strandsten med huller, CD´er, cykelhjul og mange andre materialer. En efter en blev mobilerne hængt op i træerne, hvor vinden tog fat og satte bevægelse i kunsten. Hvad enten man var aktiv deltager eller bare kom for at kikke på, så var det en sjov og dejlig Kunsthusdag i strålende efterårssol.

 

 

TISVILDEKRONER

14. og 28. juni 2011 samledes de af foreningens medlemmer, der havde lyst til at producere “Tisvildekroner”, hos først foreningens kasserer og siden hos formanden.
Efter påstempling med “51 Tisvildekroner” var sedlerne klar til salg på Billedfestivalen den 3. juli, hvor foreningen havde en stand for at hverve medlemmer, gøre opmærksom på sig selv og sælge Tisvildekroner. Hele overskudet fra salg af de “falske” penge går til foreningens aktiviteter.
Nedenfor ses billeder fra selve produktionen – og fra kødannelsen, da starten gik for salget af kronerne.

HEKSETRÆF

24. juni 2011
51 Tisvilde Kunsthus inviterede hekse og troldkarle til Heksetræf Sankt Hans aften i haven, Hovedgaden 51, hvor der blev budt på lidt heksebryg.
Kl. 21 gik heksene i spidsen for fakkeloptoget fra Stationen mod stranden for at tænde det store bål.

 

OPRYDNING PÅ GRUNDEN

24. maj og 3. juni 2011
Lørdag den 24. maj og fredag den 3. juni mødtes medlemmer fra 51 Tisvilde Kunsthus og Vejby-Tibirke Selskabet til en oprydningsdag på Hovedgaden 51. Der blev fjernet sten og grene, ryddet krat og slået græs, så der blev lyst og fremkommeligt igen.

 

AFTALE MED KOMMUNEN

28. marts blev aftalegrundlaget mellem 51 Tisvilde Kunsthus, Vejby-Tibirke Selskabet og Gribskov Kommune underskrevet.
Herefter er det planen, at 51 Tisvilde Kunsthus får mulighed for at leje den halvdel af runden på Hovedgaden 51, hvor staldbygningen står. (fotos udlånt af nordkysten.nu)

Comments are closed